Palantir-mafiaen er ved at ændre forretningen med krig og overvågning

Palantir er blevet en af de mest genkendelige teknologivirksomheder, der arbejder sammen med den amerikanske(nyt vindue) regering. Virksomhedens software bruges af militære og efterretningsmæssige organisationer, mens arbejdet med retshåndhævende myndigheder og immigrationsmyndigheder har gjort den til omdrejningspunkt for debatter om privatliv og borgerrettigheder i forbindelse med statslig overvågning.

Overordnet set hjælper Palantirs software(nyt vindue) organisationer med at forbinde og skabe overblik over store mængder eksisterende data. Denne kapacitet kan være nyttig for både virksomheder og regeringer, men applikationerne bliver mere betydningsfulde, når dataene vedrører militære operationer, politiarbejde eller immigrationshåndhævelse.

Palantirs indflydelse rækker ud over virksomheden selv. En voksende gruppe af startupvirksomheder inden for forsvar og overvågning er opstået fra det samme netværk af tidligere Palantir-ansatte, investorer og ledere. Nogle bygger våben. Andre bygger den software, der forbinder sensorer, droner, databaser og mennesker. Flere arbejder direkte sammen med Palantir eller med de samme store forsvarsentreprenører, som har leveret til det amerikanske militær i årtier.

Man kunne kalde dette netværk for »Palantir-mafiaen« med lånt sprogbrug fra de tidligere PayPal-folk, som efterfølgende omformede Silicon Valley. Inden for dette findes en mindre gruppe med en særlig stærk forbindelse til militær- og overvågningsteknologi.

Virksomhederne er forskellige, men mønsteret er slående. Folk forlader Palantir, tager erfaring fra offentlige og militære projekter med ind i nye virksomheder og finder ofte den kapital og de relationer, der skal til for at sælge produkterne tilbage til regeringer.

Resultatet er et nyt lag i det militær-industrielle kompleks, bygget op omkring software, data, kunstig intelligens og venturekapital.

Mød virksomhederne, der udbreder Palantirs model

Selv om alle virksomhederne i »Palantir-mafiaen« udfører forskellige opgaver, skaber deres forbindelser et genkendeligt mønster. Tidligere Palantir-ansatte tager viden, relationer og arbejdsmetoder med ind i nye forsvarsvirksomheder, mens investorer og etablerede entreprenører hjælper disse virksomheder med at nå ud til offentlige kunder.

Epirus

Epirus, der er grundlagt af Joe Lonsdale (som også var med til at grundlægge Palantir), fremstiller Leonidas, et højeffekt-mikrobølgesystem designet til at deaktivere droner. Systemet kan udrulles i forskellige konfigurationer, blandt andet på køretøjer, og det er blevet integreret med General Dynamics Land Systems’ Stryker-kampkøretøj.

Epirus er også blevet en del af Palantirs Warp Speed-program, hvilket giver virksomhederne endnu en direkte forbindelse.

Valinor

Valinor er nyere og mindre prangende. Virksomheden, der er grundlagt af den tidligere Palantir-leder Julie Bush, beskriver sig selv som en virksomhed, der tager fat på »usexede« problemer inden for forsvar. Produkterne omfatter systemer til droner og anden militær infrastruktur, og dens software kan forbinde sig med Palantirs platforme. Navnet er i sig selv en henvisning til J. R. R. Tolkiens værker, som også inspirerede navnene Palantir og Anduril.

Valthos

Valthos har en anden tilgang. Virksomheden udvikler AI-systemer, der skal opdage og forhindre angreb med biologiske våben. Medstifter og CEO Kathleen McMahon var tidligere leder af Life Sciences hos Palantir. Valthos afspejler en bredere bekymring blandt nogle teknologiledere om, at fremskridt inden for AI og bioteknologi kan gøre det lettere at skabe biologiske trusler.

Anduril

Så er der Anduril, den største og mest kendte virksomhed i denne gruppe. Grundlagt i 2017 af tre tidligere Palantir-ansatte, heriblandt Trae Stephens, som også er partner i Founders Fund. Produkterne omfatter overvågnings- og kampdroner, autonome systemer og Lattice, en softwareplatform, der bruger sensordata til at identificere og spore objekter.

Andurils vækst viser, hvor langt denne model er nået. Virksomheden blev vurderet til 61 milliarder dollars efter en finansieringsrunde i 2026, hvilket placerer den i en helt anden finansiel kategori end de fleste forsvars-startupvirksomheder.

Teknologien har også bevæget sig på tværs af militær og indenlandsk sikkerhed. Lattice er blevet brugt til grænseovervågning, hvilket viser, hvordan systemer udviklet til national sikkerhed kan få applikationer tættere på hjemmet.

Kela

Kela, en israelsk forsvarsvirksomhed, følger en lignende software-først-tilgang. Den leverer en platform, der kan forbinde droner, sensorer og våben fra forskellige producenter i et enkelt system. Medstifter og præsident Hamutal Meridor stod tidligere i spidsen for Palantirs israelske afdeling. Kela har også sikret sig arbejde i forbindelse med det israelske militær.

Rivet Industries

Rivet Industries blev grundlagt af David Marra, som tidligere arbejdede hos Microsoft med et militært program for mixed reality-headsets. Marra tilbragte senere et år hos Palantir. Rivet udvikler nu bærbare systemer til soldater. I 2025 tildelte hæren Rivet en kontrakt på 195 millioner dollars vedrørende Soldier Borne Mission Command(nyt vindue), og virksomheden arbejder tæt sammen med Palantir. (nyt vindue)

Peregrine Technologies

Peregrine Technologies blev grundlagt i 2018 af Nick Noone, som tidligere stod i spidsen for Palantirs amerikanske specialoperationsforretning. Hos Palantir arbejdede Noone med data for at identificere ISIS-medlemmer i Syrien. Han tog senere den erfaring med til en lille politiafdeling i Californien og byggede i første omgang Peregrines teknologi gratis, før den blev gjort til et kommercielt produkt.

Peregrine leverer nu software til hundredvis af myndigheder. Platformen samler information, som politiafdelinger allerede har adgang til, og gør det lettere at søge i og visualisere data fra forskellige kilder.

Fra udenlandske slagmarker til det lokale politi

Palantirs egen historie omfatter et projekt om prædiktivt politiarbejde i New Orleans. Systemet brugte information som anholdelsesregistre, opslag på sociale medier, politiets kontakter og familiemæssige relationer til at generere vurderinger af, hvor sandsynligt det var, at personer ville blive involveret i vold. Projektet blev senere undersøgt af forskere og borgerrettighedsorganisationer, der var bekymrede over manglen på gennemsigtighed og risikoen ved at give folk risikoscorer fra politiet. Harvards analyse af prædiktivt politiarbejde(nyt vindue) giver yderligere kontekst til systemet i New Orleans.

Peregrine siger, at virksomheden ikke driver et prædiktivt politisystem af den type. I stedet hjælper den ifølge eget udsagn myndigheder med at organisere og visualisere eksisterende information snarere end at tilføje nye overvågningskilder.

Problemet er, at »eksisterende information« stadig kan være omfattende. Når først disse systemer er forbundet, er spørgsmålet ikke længere blot, hvad en virksomhed selv indsamler. Det bliver et spørgsmål om, hvilken information en politiafdeling kan samle, og hvilke konklusioner den kan drage ud af det.

Det er en af de vigtigste dele af Palantir-modellen. En virksomhed behøver ikke nødvendigvis selv at indsamle hver eneste oplysning for at gøre en stor mængde information mere brugbar.

Finansieret af Founders Fund

Der er en anden forbindelse, som løber gennem flere af disse virksomheder: Founders Fund.

Venturekapitalfirmaet, der er medstiftet af Peter Thiel, støttede Palantir og har investeret i eller bakket op om flere virksomheder i dette bredere netværk. Trae Stephens er særligt vigtig, fordi han befinder sig i skæringspunktet mellem flere af dets dele. Han arbejdede hos Palantir, blev partner i Founders Fund og var med til at grundlægge Anduril.

Det gør netværket mindre mystisk. Man har ikke brug for en formel organisation med medlemskort eller et centralt kontor. Fælles investorer, tidligere kolleger og eksisterende forbindelser til regeringen kan skabe mange af de samme effekter.

Founders Fund har også været usædvanligt tydelig om sin investeringsfilosofi. Manifestet hævder, at succesfulde iværksættere ofte har det, det kalder en »næsten messiansk holdning(nyt vindue)«, og mener, at deres virksomhed er afgørende for at gøre verden til et bedre sted. Det argumenterer også for uafhængig, kontrær tænkning frem for blot at følge resten af venturekapitalbranchen.

Forsvar har traditionelt været et vanskeligt område for venturekapital. Offentlige indkøb kan være langsomme, kontrakter er komplicerede, og etablerede entreprenører har allerede årtiers relationer og infrastruktur.

De nyere forsvarsvirksomheder griber problemet an på en anden måde. De bringer en venturefinansieret softwarekultur, hurtig produktudvikling og idéer fra forbrugerteknologi ind i et marked, der historisk har været domineret af store entreprenører.

Pengene følger muligheden. Det gør talentet også.

Startupvirksomhederne erstatter ikke de gamle forsvarsgiganter

Det ville være let at fortælle denne historie som en simpel kamp mellem startupvirksomheder i Silicon Valley og traditionelle forsvarsentreprenører.

Epirus har integreret sit Leonidas-system med General Dynamics’ Stryker-køretøj, og General Dynamics Land Systems har investeret i Epirus. Rivet udpeger Northrop Grumman som partner. Anduril har integreret Lockheed Martin-radar i sin software til slagmarken.

Forholdet ligner mere et ekspanderende økosystem end en fjendtlig overtagelse. Det er vigtigt, fordi væksten i forsvars-teknologiske startupvirksomheder ikke nødvendigvis mindsker rollen for virksomheder som General Dynamics, Northrop Grumman og Lockheed Martin. I stedet kan startupvirksomheder levere ny software, sensorer, våben og grænseflader, som bliver en del af eksisterende militære systemer.

Forskellen ændrer også, hvordan man bør betragte disruption. Inden for forbrugerteknologi kan en startupvirksomhed nogle gange erstatte en etableret aktør ved at bygge et bedre produkt og overtage dens kunder. Offentlige forsvarsindkøb fungerer anderledes. En ny virksomhed kan vinde en kontrakt og samtidig være afhængig af etablerede producenter, militær infrastruktur og offentlige indkøbssystemer.

Resultatet kan være et større marked, hvor både startupvirksomheder og traditionelle entreprenører får fordele.

Omfanget af dette marked er allerede synligt. I 2025 tildelte den amerikanske hær mere end 350 millioner dollars til arbejde med virtuelle displays til soldater, hvor pengene gik til både Anduril og Rivet. De to virksomheder kan konkurrere om kontrakter og samtidig bygge produkter, der passer ind i det samme bredere militærteknologiske økosystem.

Virksomhederne behøver ikke at ødelægge det gamle militær-industrielle kompleks for at ændre det. De kan blive endnu et lag indeni.

Hvem bestemmer, hvad denne nye militære industri bliver til?

Regeringer ønsker bedre efterretninger, hurtigere software, autonome systemer, anti-dronevåben og værktøjer, der kan forbinde enorme mængder information. I nogle tilfælde kan disse teknologier give soldater eller efterforskere information, som de ikke tidligere kunne skaffe let.

Men større teknisk kapacitet ændrer også magtbalancen.

Når en virksomhed udvikler software, der kan forbinde databaser, sensorer, kameraer, våben og offentlige myndigheder, bliver den tekniske beslutning om, hvad systemet kan gøre, til en politisk beslutning om, hvad regeringer er i stand til at gøre.

Det er derfor, historien om Palantirs tidligere medarbejdere betyder noget ud over en liste over startupvirksomheder. Netværket viser, hvor hurtigt ekspertise kan bevæge sig mellem militær efterretning, private teknologivirksomheder, politiarbejde i indlandet og overvågning.

Det viser også, hvordan venturekapital kan påvirke, hvad der bliver bygget. Dwight Eisenhower advarede om det militær-industrielle kompleks i sin afskedstale i 1961(nyt vindue). Han argumenterede for, at landet havde brug for at vogte sig mod, at nogen opnåede »uberettiget indflydelse« og advarede om, at væksten i militær og industriel magt kunne bringe demokratiske processer i fare. Han sluttede med en opfordring til en »årvågen og vidende befolkning«. (nyt vindue)

Mere end seks årtier senere har teknologien ændret sig, men det grundlæggende spørgsmål har ikke ændret sig.

Hvem har magten til at beslutte, hvordan militære systemer og overvågningssystemer bygges, hvor de udrulles, hvilke data de kan bruge og hvordan deres kapaciteter udvides? Det bliver sværere, når systemerne udvikles af private virksomheder, finansieres af investorer og sælges gennem statslige kontrakter, som de fleste borgere aldrig ser.

De virksomheder, der udspringer af Palantirs kredsløb, er ikke én enkelt organisation og har ikke alle de samme produkter eller mål. Nogle bygger forsvarssystemer. Nogle udvikler værktøjer til politiarbejde. Nogle arbejder på måder at forbinde militært hardware og software.

Det, der forbinder dem, er et netværk af mennesker, kapital, teknologi og forbindelser til myndighederne.

Det netværk er ved at udvikle sig til en stadig vigtigere del af, hvordan USA og dets allierede håndterer forsvar og overvågning.

Spørgsmålet er ikke, om disse teknologier vil forme fremtiden. Det gør de allerede. Spørgsmålet er, hvem der får lov til at forme dem og hvem der får lov til at beslutte, hvor den magt, de skaber, skal stoppe.